Brandmandsuddannelsen

Fra Beredskabswiki.dk

Skift til: Navigation, Søgning

I Danmark kan brandfolk være tilknyttet brandvæsenet som heltidsansatte, deltidsansatte eller frivillige. Alle brandfolk har dog den samme lovpligtige uddannelse. På denne side kan du læse om uddannelsen som brandmand.

Det skal understreges, at brandmandsuddannelsen ikke er en traditionel fuldtidsuddannelse, som man kan søge ind på. Uddannelsen som brandmand får man efter ansættelsen i et brandvæsen, og uddannelsen består af to kurser på i alt 185 timer. De suppleres senere med yderligere 57 timers uddannelse. Men adgang til uddannelsen forudsætter altså, at man forinden er blevet tilknyttet et brandvæsen, enten som heltidsansat, deltidsansat eller frivillig. Uddannelsen som brandmand indgår også i Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse, og man kan således få en brandmandsuddannelse hvis man på en session melder sig til aftjening af værnepligt i Beredskabsstyrelsen.
Derudover kan man også nogle steder betale sig til uddannelsen. Hele uddannelsen kan eksempelvis købes ved Beredskabsstyrelsen Hedehusene for 35.000,-.

Ved ansættelsen som hel- eller deltidsbrandmand skal man have gennemført og bestået et 12-timers grundkursus i førstehjælp. Når dette krav er opfyldt, kan den nye medarbejder ansættes som brandmand, men han kan dog først indgå i beredskabet, når han har gennemført grunduddannelsen. For at vedligeholde brandmandens uddannelse gennemføres der årligt mindst 12 øvelser af 2 timers varighed. Hvis en brandmand ikke har fungeret som brandmand i 5 år, er uddannelsen forældet, og han skal gennemgå en ny uddannelse for at kunne genoptage arbejdet.

Brandmandsuddannelsen er blevet ændret pr. 1. juli 2004. Fremover skal alle vordende brandfolk gennemgå og bestå en ny såkaldt indsatsuddannelse, der sammenlignet med foregængeren fokuserer mere på akutte miljøuheld og redningsopgaver. Ændringerne betyder, at der fremover bliver fokuseret mere på både personredning og sikkerheds- og indsatsprocedurer ved akutte miljøuheld. Helt konkret bliver følgende områder opprioriteret i den ny indsatsuddannelse: Kemikaliedykning, oprettelse af rensepunkt i forbindelse med uheld med farlige stoffer, indsats ved olieforureninger, indsatstaktik ved redningsindsatser, frigørelse af fastklemte personer i bl.a. bygninger og industrianlæg, faldulykker samt arbejde i højder. Herudover er der foretaget en lang række mindre ændringer og tidsmæssige justeringer i forhold til den nuværende brandmandsuddannelse.

Udover førstehjælpskurset består den samlede obligatoriske brandmandsuddannelse nu af følgende moduler:

[redigér] Grunduddannelse - Indsatslinien

Formålet med uddannelsen er at give den enkelte brandmand de grundlæggende færdigheder, der sætter ham i stand til at fungere som hjælper på et slukningstog i brandvæsenet. Uddannelsen varer 37 timer.

Mål

Ved uddannelsens afslutning skal den enkelte brandmand have kendskab til redningsberedskabets organisation og opgaver, grundlæggende brandkemi, åndedræt og blodets kredsløb, særlige farer på et skadested og elementær sporbevaring. Desuden skal han have forståelse af slukningsmidlerne og deres anvendelse.

Brandmanden skal kunne indgå som 3’er og 4’er på automobilsprøjten, indgå i vandholdets arbejde på slangetender og tankvogn, virke som sikkerhedsmand i forbindelse med trafikuheld, løse tildelte opgaver i rent område ved uheld med farlige stoffer herunder anvende trin I materiel og foretage indre afspærring og afmærke rent/urent område, foretage personlig beskyttelse, herunder kunne anvende trykluftapparat og iføre sig komplet beskyttelsesudrustning, anvende mindre slukningsmidler, slangemateriel, armaturer - herunder pleje, kontrol, pakning og opbevaring - og sammen med andre kunne oprette personelrensepunkt, hindre udbredelse af olieforurening i søer, havne og vandløb, anvende håndbårne stiger og springpude, forebygge og afhjælpe følgerne af oversvømmelser samt foretage oprydning og følgeskadebekæmpelse på et skadested.

Indhold

Uddannelsen indeholder følgende emner: Organisation og opgaver, grundlæggende brandkemi, sikring og afspærring af et skadested, udlægning af slanger, personlig beskyttelse, oprydning på et skadested, følgeskadebekæmpelse, redningsberedskabets materiel, springpude, personelrensepunkt, hindre udbredelse af olieforurening, stiger, forebygge og afhjælpe følger af oversvømmelser, vandforsyning, særlige farer på et skadested, åndedræt og blodets kredsløb samt elementær sporbevaring

Særlige bestemmelser

Brandmanden skal forud for uddannelsens start have gennemført grundkursus i førstehjælp (12 timer) med et tilfredsstillende resultat. Hvis en brandmand deltager i udrykninger inden grunduddannelsen er afsluttet, skal det være som overtallig person. Grunduddannelsen skal være gennemgået inden brandmanden kan indgå i et slukningstogs minimumsbemanding. Grunduddannelsen giver ikke kompetence til at varetage funktionen som røg- og kemikaliedykker.

Delkontrol foretages under gennemførelse af øvelserne. Der afholdes afsluttende en vejledende skriftlig prøve. Prøven udarbejdes af Beredskabsstyrelsen. Prøvens resultat indgår i vurderingen af brandmandens egnethed til fortsat uddannelse. Ved afholdelse af slutkontrol efter grunduddannelsen er det muligt at få uegnede sorteret fra på et tidligt tidspunkt. Dog bør vurderingen af brandmandens egnethed som hjælper ikke udelukkende vurderes på baggrund af den skriftlige prøve. Da hjælperfunktionen er en praktisk funktion, skal de praktiske færdigheder brandmanden demonstrerer under uddannelsesforløbet indgå i vurderingen. Der udstedes bevis ved bestået uddannelse. Efter gennemgang af grunduddannelsen skal brandmanden på egen station have uddannelse i de typer materiel som stationen råder over.

[redigér] Funktionsuddannelse - Indsatslinien

Tidligst et år efter at man har gennemført en grunduddannelse kan funktionsuddannelsen, der varer 148 timer, påbegyndes. Uddannelsen skal dog påbegyndes på et så tidligt tidspunkt, at den kan være afsluttet senest tre år efter grunduddannelsens påbegyndelse. Formålet med uddannelsen er at give den enkelte brandmand den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder til at kunne fungere selvstændigt på et slukningstog i brandvæsenet.

Mål

Ved uddannelsens afslutning skal den enkelte brandmand have kendskab til måle/sporingsudstyr, oprettelse af og arbejdet på en venteplads, øvrige beredskaber, herunder ambulancetjenesten, search and rescue (SAR) beredskab, havmiljøberedskabet og politiet, dele af personel- og dimensioneringsbekendtgørelsen, herunder beredskabet vedr. brandulykker, redningsulykker og akutte uheld med farlige stoffer på landjorden m.v., indsatstaktikken ved brandindsatser, herunder anvendelsen af offensiv og defensiv taktik, indsatstaktik ved redningsindsatser, indsatstaktik ved akutte uheld med farlige stoffer, transportmidlers opbygning, spredningen af naturgas ved udslip og håndteringen af uheld med naturgas, indholdet af udrykningsbekendtgørelsen, formål med og gennemførelse af evaluering af indsatsen, herunder menneskelige reaktioner samt følgeskadebekæmpelse. Han skal desuden have forståelse af indsatsteknikkerne ved akutte uheld med farlige stoffer, slukningsteknik og -taktik ved brandindsatser, indsatsteknik ved redningsindsatser, brandkemi herunder brandforløb og overtændinger, sporbevaring, slukningsmidlerne og deres anvendelse, særlige farer på skadestedet, arbejdet på skadestedet, herunder bygningskonstruktioners forhold under brand, samt kroppens varmeregulering og væskebehov.

Brandmanden skal kunne indgå på alle pladser på manuelt niveau på automobilsprøjten, anvende automobilsprøjtens aggregater, anvende frigørelsesværktøjer, arbejde på og foretage redning ved anvendelse af håndbårne stiger, anvende røgdykkerradioer, iføre sig komplet røg- og kemikaliedykkerudrustning, foretage ventilation på et skadested, foretage løft af tunge byrder, sikre sig mod faldulykker samt virke som pumpepasser. Sammen med makker skal han kunne virke som røgdykker, virke som kemikaliedykker og virke som bårehold. Sammen med andre skal han kunne medvirke ved frigørelse af fastklemte og indespærrede i transportmidler, medvirke ved frigørelse af fastklemte i bygninger og produktionsanlæg, foretage frigørelse af fastklemte og indespærrede ved andre ulykker herunder løst oplag, sne, korn, brønde o.l., sikre og redde fastklemte i forbindelse med uheld med farlige stoffer herunder at hindre afdampning og antændelse af stoffet, inddæmme og opsamle farlige stoffer på landjorden, hindre udbredelse af olieforurening i søer, havne og vandløb, anvende opsamlingsmateriel, slukke væske- og tankvognsbrande, fjerne væltede træer samt foretage lænsning.

Indhold

Uddannelsen indeholder følgende emner: Personel- og dimensioneringsbekendtgørelse, udrykningsbekendtgørelsen, evaluering af indsatsen, indsatstaktik, transportmidlers opbygning, kroppens fysiologi, slukningsteknik og taktik, naturgas, brandkemi, sporbevaring, slukningsmidlerne og deres anvendelse, udlægning af slanger, redningsberedskabets materiel, radiobetjening, vandforsyning, røg- og kemikaliedykning, oprydning og følgeskadebekæmpelse, brande i naturen, brande i transportmidler, særlige farer, løft af tunge byrder, pumpepasser, frigørelse af fastklemte fra transportmidler og sammenstyrtede bygninger, farlige stoffer, forureningsulykker, rensning af personel og materiel, naturgas samt afspærring af et skadested.

Særlige bestemmelser

Uddannelsesstedet kan vælge, at gennemføre funktionsuddannelsen i to dele med prøve efter 1. del og afsluttende eksamen efter 2. del. Deltageren tildeles ingen særlig kompetence efter gennemgang og beståelse af 1. del. Deltageren skal fortsat have gennemgået hele funktionsuddannelsen for at opnå kompetence som "selvstændig". Deltagere i uddannelsen skal have gennemgået den samlede grunduddannelse i indsatslinien og dele af den 17 timers "Fællesuddannelse". Der afholdes en afsluttende mundtlig prøve. Prøverne udarbejdes af Beredskabsstyrelsen og skal bestås med minimum karakteren 6. Ved den afsluttende mundtlige prøve deltager en censor udpeget af Beredskabsstyrelsen. En deltager, der ikke består slutkontrollen, kan deltage i reeksamination. Der udstedes bevis ved bestået uddannelse.

Personlige værktøjer